Avancerede egenskaber

2. Segmentmål

Da det først blev opfundet, behandlede BIA kroppen som en enkelt cylinder ved at bruge helkropsimpedans til at beregne outputparametre. Generelt gøres dette ved at måle impedansen af to "cylindre" (fod-til-fod eller hånd-til-hånd), ved at bruge disse værdier til at estimere værdier for resten af kroppen. En anden metode er at fastgøre elektroder til højre fod og højre ben og måle impedansen for den halvdel af kroppen. Dette kan fungere relativt godt for forsøgspersoner med "standard" kropstyper, men niveauet af nøjagtighed falder betydeligt for andre grupper.

Form, relativ muskuløshed og længde af krop, arme og ben kan variere betydeligt mellem mennesker og befolkninger. Hvis et forsøgsperson med en meget muskuløs overkrop og relativt tynde ben bruger et fod-til-fod BIA-apparat, er det ret sandsynligt, at overordnede muskelestimater vil være unøjagtige, da overkroppens impedans ikke måles.

For at undgå denne potentielle målefejl og for bedre at måle især torsoen (som omfatter omtrent halvdelen af den samlede kropsmasse hos de fleste mennesker, men alligevel ikke kan måles med traditionelle BIA-enheder), anvender Charders BIA-enheder segmentmålinger, der uafhængigt måler impedans for krop, højre arm, venstre arm, højre ben og venstre ben for mere præcise resultater.

3. Abdominal fedtanalyse

Fedme er blevet et stadig mere alvorligt sundhedsproblem i lande over hele verden, og mange mennesker køber BIA-apparater til hjemmebrug for at vurdere kropsfedtprocenten.

Men "kropsfedt" har forskellige niveauer af fedme-relaterede sundhedsrisici afhængigt af, hvor det er placeret. Kropsfedt kan opdeles i subkutant (under huden) og intra-abdominalt fedt. Abdominalt fedt kan yderligere opdeles i visceralt fedt og retroperitonealt fedt. Specifikt visceralt fedt er stærkt korreleret med risikoen for fedme-relateret sygdom, og det kan forekomme, selvom et forsøgspersons vægt eller BMI er inden for standarderne.

Visceralt fedt måles mest nøjagtigt ved hjælp af computertomografi (CT), men CT-scanninger er dyre og upraktiske til regelmæssig brug på grund af den involverede strålingsdosis. Charder's Body Composition Analyzere giver estimater af visceralt fedt, hvilket giver en nyttig og vigtig indikator for regelmæssig sporing og kontrol.

4. Bioelektrisk impedansvektoranalyse (BIVA)

Fedme er blevet et stadig mere alvorligt sundhedsproblem i lande over hele verden, og mange mennesker køber BIA-apparater til hjemmebrug for at vurdere kropsfedtprocenten.

I medicinske omgivelser er hurtig, nøjagtig og omkostningseffektiv evaluering af en patients hydreringsstatus en kritisk del af diagnostik og behandling. Konventionel BIA bruger regressionsligninger til at producere estimater af total kropsvand, ekstra- og intracellulært vand. Men fordi ligninger er formuleret baseret på "normale" sunde populationer og er afhængige af antagelser om standard hydreringsniveau, kan nøjagtigheden af disse estimater variere baseret på forskellen mellem individet og sammenligningspopulationen. Det er her, Bioelectrical Impedance Vector Analysis (BIVA) kommer ind.

BIVA vurderer væskestatus og kropscellemasse gennem Resistance (R) og Reactance (Xc). Hvis man antager, at modstand korrelerer med kropsvæske, og reaktans korrelerer med kropscellemasse, normaliseres R og Xc for højden og sammenlignes med referencepopulationen. Fordi R og Xc – i modsætning til skøn over kropssammensætning – er direkte bestemt af kropsvæskevolumen, kan BIVA bruges som et nøjagtigt vurderingsværktøj af forsøgspersoner med unormale hydreringsniveauer, som måske ikke er i stand til at stole på konventionelle BIA-resultater.

5. Fasevinkel

De fleste BIA-parametre beskriver mængden i et emne. Mængden og andelen af kropsvand. Mængden af fedt. Mængden af muskelmasse. Emner med samme mængde kan dog stadig have ulighed i kvalitet. En balletdanser, en person, der er naturligt slank, og en person med anoreksi kan alle have samme højde, BMI og kropsfedtprocent. Men er de lige sunde?

For at besvare dette spørgsmål skal BIA-enheder bruge mere avanceret teknologi, som typisk ikke kan findes i din kropsfedtvægt på dit badeværelse.

Den første er fasevinkel.

Hvad er fasevinkel, og hvad kan vi lære af det?

På grund af de kapacitive egenskaber af cellemembraner, når en elektrisk strøm passerer gennem en celle, sker der et faseskift mellem strøm og spænding, hvilket forårsager en tidsforskel, der kan måles i grader af nogle moderne BIA-enheder, og omtales som fasen vinkel.

Fasevinklen bestemmes således af Reaktans (Xc), som korrelerer med celleintegritet, og Resistance (R), som korrelerer med fordelingen af væske i og uden for cellemembranen. Et højt Xc/R-forhold vil resultere i en højere fasevinkel, og et lavt Xc/R-forhold vil resultere i en lavere fasevinkel.

Generelt set korrelerer en højere fasevinkel med stærkere og dermed sundere cellemembraner, hvorimod en lavere fasevinkel kan være forårsaget af et sammenbrud i cellemembranintegriteten.